NVDA 2026.3 ændrer måden, du navigerer mellem ord på

15. oktober 2026

Med den kommende version 2026.3 af NVDA bliver der indført en ny indstilling, som bestemmer, hvordan programmet opdeler tekst i ord. Ændringen kan få betydning for dig, der er vant til at navigere i tekst med Ctrl+venstre og Ctrl+højre pil.

Det særlige er, at den nye metode bliver valgt automatisk. Derfor kan du opleve, at navigationen mellem ord opfører sig anderledes efter opdateringen, selvom du ikke selv har ændret nogen indstillinger.

Heldigvis er det muligt at vende tilbage til den tidligere metode.

Hvad er det egentlig, der bliver ændret?

Når du bruger Ctrl+venstre eller Ctrl+højre pil til at bevæge dig gennem en tekst, skal NVDA kunne afgøre, hvor et ord begynder og slutter.

Det lyder umiddelbart enkelt, men hvad sker der eksempelvis med bindestreger, punktummer, mailadresser og andre specialtegn? Skal et punktum betragtes som en del af det foregående ord, eller skal det være muligt at navigere til punktummet særskilt?

Indtil nu har NVDA benyttet en ældre Windows-teknologi kaldet Uniscribe til sin egen opdeling af ord.

I NVDA 2026.3 introduceres muligheden for at anvende ICU (International Components for Unicode), som er en nyere teknologi til behandling og opdeling af tekst.

ICU bliver den foretrukne metode med standardindstillingen Automatisk.

Hvordan kan du mærke forskellen?

Forskellen bliver især tydelig ved tegnsætning og sammensatte udtryk.

I den tidligere metode kunne et ord og det efterfølgende punktum blive behandlet som én samlet enhed. Med ICU kan punktummet i stedet blive behandlet som et selvstændigt segment.

Tilsvarende kan ord og udtryk med bindestreger og a@b.com blive opdelt i flere segmenter, hvor de tidligere blev behandlet mere samlet.

Det betyder, at du kan opleve flere stop, når du navigerer gennem en tekst ord for ord.

Hvis du gennem mange år har vænnet dig til en bestemt måde at navigere på, kan sådan en ændring være ganske mærkbar.

Det er dog vigtigt at understrege, at ændringen ikke nødvendigvis påvirker alle programmer ens. Nogle redigeringsfelter og programmer benytter deres egne metoder til at navigere mellem ord. Forskellen vil derfor især kunne opleves i situationer, hvor NVDA selv står for tekstnavigationen, eksempelvis ved læsning af websider.

Hvorfor har NV Access indført ændringen?

Den nye metode giver væsentlige forbedringer for visse sprog.

På dansk og engelsk er vi vant til, at ord normalt er adskilt af mellemrum. Sådan fungerer alle skriftsprog imidlertid ikke.

På eksempelvis japansk og kinesisk kan der stå hele sætninger uden mellemrum mellem ordene. Her kan en mere avanceret metode til ordopdeling gøre navigationen betydeligt mere anvendelig.

ICU forbedrer desuden håndteringen af visse emoji, som består af flere Unicode-tegn, men opfattes som ét samlet symbol.

Der er altså gode tekniske og tilgængelighedsmæssige grunde til ændringen. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at alle vil foretrække den nye opførsel.

Sådan får du den gamle navigation tilbage

Hvis du oplever, at NVDA navigerer anderledes mellem ord efter opdateringen, kan du ændre indstillingen.

Åbn NVDA-menuen med NVDA+N, og vælg Opsætning efterfulgt af Indstillinger.

Find kategorien Dokumentnavigation.

Her finder du den nye indstilling til standard for ordsegmentering.

Vælg Forældet (Uniscribe) for at benytte den tidligere metode til opdeling af ord.

Bekræft ændringen med OK.

Skal du ændre indstillingen?

Ikke nødvendigvis.

Hvis du ikke oplever nogen problemer med den nye metode, er der ingen grund til at ændre noget.

Men hvis du pludselig oplever, at navigationen mellem ord kræver flere tastetryk end tidligere, eller at NVDA stopper andre steder i teksten, er denne indstilling værd at undersøge.

Det er også vigtigt at understrege, at der ikke er tale om en fejl i NVDA. Det er en bevidst ændring, som skal forbedre understøttelsen af forskellige sprog og tegn.

For brugere, der primært arbejder med dansk og engelsk tekst, er det dog ikke sikkert, at fordelene ved ICU opvejer ændringerne i den navigation, man allerede kender.

Det positive er, at NV Access har bevaret den tidligere metode, så man selv kan vælge.